Gæssene

Økologiske kvalitetsprodukter fra en unik produktion

Vores gæs er de gammeldags grå gæs. Gæssene går på store græsarealer hele deres liv.

Her kan de smukke dyr i fulde drag udleve deres lyster og instinkter.

Langt det meste af dagen går med fødesøgning, eller badning i det kølige vand.

 

Gæssene går sammen i store flokke, hvor gaserne skiftes til at holde vagt mens resten af flokken søger føde eller hviler sig.

 

Ca. en gang om ugen flyttes gæssene videre til nye og saftige græsgange.

Gæssene lever af det de selv finder, og kun hvis vinteren kommer tidligt får de tilbudt tilskudsfoder.

Gæs vil dog helst kun æde græs og andet grønt. Så længe der er nok af det grønne kan jeg godt glemme kraftfoderet.

 

At dyrene er udenfor hele livet sætter naturligvis sit præg på det færdige produkt. Dyrene bliver ikke så store som deres ”fætre” der vokser op i stalde, med ringe plads og kraftfoder ad libitum, og den varierede kost, med græs og urter betyder at dyrene udvikler en kraftig smag som næsten er helt vildtagtig.

Trivselsgårdens gæs er meget unikke. Kødets farve og konsistens findes ikke andre steder.

De slagtede gæs vejer omkring 4-6 kg.

 

Masser af plads, grønt ad libitum og vind og vejr - det giver smag!